På tur med amtets naturvejledereKøbenhavns Amt17/01-2004 Københavns Amt er nu klar med vinter- og forårsprogrammet for alle der har lyst til at komme ud og få nogle gode oplevelser - og viden om natur, kulturhistorie og miljø. - Selvom det er koldt og blæsende udenfor, og man mest har lyst til blive indenfor i varmen, vil vi gerne lokke børn og voksne ud på nogle spændende ture, fortæller Erling Eiberg, der er formand for amtets udvalg for teknik og miljø. I slotsparken ved Aldershvile Slotsruin kan man for eksempel lære træerne at kende, selvom de er helt nøgne. I et skov- og kratområde ved Brøndby går jagten ind på mus, insekter og andre smådyr, der er ved at komme frem efter vinteren. Og i Mågeparken i Hvidovre kan børn og voksen i april fiske efter frøer, tudser og salamandre. For dem der kan lide at vandre og høre gode historier om landskab og bygninger, er der flere gode tilbud. I februar kan man komme på en kulturhistorisk vandring ved Frederiksdal i selskab med to ansatte fra Byhistorisk Samling i Lyngby-Taarbæk Kommune. I marts går turen til Store Vejleå og de to landsbyer Vallensbæk og Tranegilde med to museumsinspektører fra Museet på Kroppedal som guider. Endelig er der en forårstur ved Søllerød i april, hvor man blandt andet besøger Kirkeskoven og Søllerød Sø sammen med ansatte fra Søllerød Museum. I lighed med tidligere år tilbydes besøg på nogle af de store virksomheder, som amtet fører miljøtilsyn med. I januar og februar kan man komme indenfor i ”varmen” på Vestforbrænding og høre om, hvordan affald bliver til varme og elektricitet. På spildevandscenter Avedøre får man oplevelser til både næse, øjne og øre på en rundtur til anlæggets bassiner og pumper. Man kan læse mere om turene i folderen “Natur og Miljø, oplevelser og viden, januar - april 2004”. Folderen er gratis og kan fås på biblioteker, rådhuse, turistkontorer og S-togsstationer, og på Københavns Amts hjemmeside http://www.kbhamt.dk/miljo / |
||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |